Import af nye og brugte køretøjer og Jetski

Verdensomspændende kommunikation og internettet gør det nemt at købe en motorcykel, ATV eller Jetski fra den anden side af kloden. Der er dog et par ting der bør tages i betragtning inden man begiver sig ud i sådan et projekt.

For det første, hvilket land kommer køretøjet fra? Hvis det stammer fra et Europæisk land, og er importeret og distribueret af Kawasaki, vil det med overvejende sansynlighed overholde Dansk lovgivning. Du bør derfor sikre dig at du får alle de nødvendige originale dokumenter for køretøjet som dokumentation herfor. Bemærk dog at der alligevel kan være behov for en dataerklæring fra den danske importør.

Produkter der oprindeligt er bestemt for andre markeder så som Japan, USA, Canada og Asien overholder ikke nødvendigvis Danske  krav og lovgivning. Her vil yderligere tests og modifikationer ofte være nødvendige. Kontakt Færdselsstyrelsen hvis du har spørgsmål hertil.

Dataerklæring
Når et registreringspligtigt køretøj brugt importeres til Danmark skal det fremstilles til et registreringssyn. Afhængig af de dokumenter du har fået med motorcyklen kan det være nødvendigt med en dataerklæring. Vi kan undersøge om der er tilgængelig data til en dataerklæring, samt udarbejde denne. Erklæringen koster 3.750,- Er det ikke muligt at indhente de nødvendige data refunderer vi halvdelen af beløbet og du skal kun betale for undersøgelsen.

Til brug for undersøgelsen skal flg. sendes til info@ca-mc.dk

- Kopi af de dokumenter du har på motorcyklen
- Billede af: Stel nr. og motor nr.
- Billede af type plade samt eventuelle andre plader/mærkater med data om motorcyklen. 
- Billede af motorcyklen forfra, bagfra og fra begge sider

Afhængig af model, årgang og oprindelsesland er behandlingstiden 1-4 uger.

Dit ansvar når du importerer et køretøj / fartøj
Fra 1. januar 2010 vil du, som privat person, være ansvarlig for at have sat et produkt på markedet hvis du vælger at importere fra et andet land. Dvs. at du vil være ansvarlig for at produktet overholder gældende lovgivning og krav på det marked du importerer til. Ligeledes er du forpligtet til at opbevare alt dokumentation i minimum 10 år, også selvom du skulle have solgt produktet igen.