Nyhedsbrev

Kawasaki nyhedsbrev

16 Februar 2010 Den mest solgte motorcykel er fra Kawasaki

Den mest solgte motorcykel er fra Kawasaki. Det japanske mærke har med hele to bestsellere blandt top 5 på hitlisten sat sig på mc-tronen i 2009. Hos Kawasaki går man efter yderligere markedsandele i 2010.
Branchemæssigt blev 2009 et horribelt mc-år, og det samlede salg af motorcykler endte tæt på en halvering i forhold til året forinden. Alligevel er det ikke alle fabrikater, som kommer skamskudte ud af 2009.

For Kawasaki blev året rent faktisk succesfuldt, fordi mærket leverede både nummer et og fire på listen over de bedst sælgende motorcykler.

- På top-5 listen over de bedst sælgende motorcykler i år er vi faktisk repræsenteret med to modeller, og vi er stolte af, at det også går fremad for os, når det handler om markedsandele i visse segmenter, understreger Poul Bovbjerg, der er salgs- og marketingchef hos Kawasaki-importøren i Skanderborg.

Særdeles gode køreegenskaber:
Den bedst sælgende motorcykel i 2009 blev Kawasakis ER-6-serie, som solgte 178 eksemplarer. Med sit sportslige design, det høje sikkerhedsniveau samt særligt gode køreegenskaber er det en model, der i høj grad appellerer til de danske motorcyklister.

Kawasaki’s lille maskine i Ninja-serien, 250R, indtager en flot fjerdeplads på 2009-hitlisten. Den er der i alt 109 motorcyklister, der herhjemme har investeret i.- Det er jo en prisbillig maskine, som er en del af en meget kvalitetsbevidst familie. Ninja-maskinerne har et stærkt navn i motorcykelkredse, og derfor er vores 250’er et godt sted at starte, fortæller Poul Bovbjerg.

Nummer tre i Danmark:
Kawasakis samlede markedsandel endte på 12,2 procent, og mærket er dermed det tredjestørste på det danske marked efter Yamaha og Suzuki. Men Kawasaki har altså den bedst sælgende enkelte model.

- Jeg har dog en stærk tro på, at vi i år vil hente yderligere andele, da vi har et meget attraktivt modelprogram. Vi har lige introduceret en helt ny Z1000 ABS, og udover tilbyder vi i samtlige segmenter mest motorcykel for pengene, understreger Poul Bovbjerg.
Han forventer, at Kawasaki i år vi opnå en markedsandel på 15 procent, og fortsat have de to bestsellere i toppen af salgs-hitlisterne.

Bred appeal til mc-folket:
Kawasaki har i Danmark en af de højeste markedsandele i Europa, kun overgået af Kawasaki i Frankrig og Spanien.

Der er hos Kawasaki ingen tvivl om, at mærket fortsat appellerer til mange mc-entusiaster – krise eller ej. Og importøren mærker da også, at kunderne har taget godt imod de nye favorable finansieringsmuligheder, som Kawasaki lancerede i slutningen af sidste år.

- Vi vil gerne skabe omsætning, og derfor opererer vi ikke med nogen kreditklemme her hos Kawasaki. Kun ved at være villige til at indgå finansieringsaftaler, kan vi skabe yderligere salg i denne tid. Det er der heldigvis mange af vore kunder, som har gjort brug af, fastslår Poul Bovbjerg.

Glæde over finansiering:
Når kunden finansierer sit køb via Kawasaki Finans, bliver der samtidig givet grønt lys til en mc-forsikring hos importøren. Her er tale om et kvalitetsprodukt på linie med selve motorcyklerne, og Kawasaki har valgt at gøre op med, at det skal være svært for yngre motorcyklister at få sit køretøj forsikret.

- Det har givet pote, og det er også en klart medvirkende årsag til, at vi kan se os placeret så højt i salgsstatistikkerne, understreger Poul Bovbjerg.

Du kan læse meget mere om Kawasaki, finansiering og forsikring på www.kawasaki.dk, hvor det også er muligt at finde nærmeste forhandler.

--