Nyhedsbrev

Kawasaki nyhedsbrev

10 Oktober 2011 Kawasaki Z1000 kåret som Årets MC 2011

Sammenslutningen af Danske Motorcykel Journalister (DMJ) har kåret den funklende nye Kawasaki Z1000SX som Årets MC 2011. Det er første gang, at den japanske producent vinder kåringen
Det blev den helt nye Z1000SX fra Kawasaki, der løb med både laurbær og ære, da foreningen Danske Motorcykel Journalister kårede Årets MC 2011.
Gennem tre dage er hele 17 forskellige motorcykler blevet testet i området omkring Jyllands-Ringen, der ligger nordøst for Silkeborg.
Fælles for motorcyklerne er, at der er tale om nye modeller, som er introduceret inden for det sidste år.
Det er første gang, at Kawasaki henter titlen, der i år blev uddelt for femte gang – og det vækker begejstring hos den danske importør.
- Det er jeg da stolt af, det er klart. Jeg var sikker på, at Z1000 lå til en topplacering, men det var et hårdt felt i år, erkender Erik Blacha, der er indehaver af og direktør for Kawasaki Danmark.

Et meget tæt opløb
Det var tale om et ganske tæt opløb, efter at Kawasaki Z1000SX sammen med fire andre maskiner var blevet valgt til finalen.
Kawasaki Z1000SX fik 30 ud af 50 mulige stemmer, mens nummer 2, Triumph Tiger 800, opnåede 29 stemmer. På tredjepladsen kom Honda CBR 250 RA, som fik 25 stemmer.
- Z1000 er jo en legendarisk model, der første gang blev lanceret herhjemme for over 30 år siden. Med denne titel beviser Kawasaki, at vi er med helt fremme, når det handler om køreglæde, komfort og kvalitet, fortæller en svært tilfreds Erik Blacha.

Større og stærkere model
Den nyudviklede Z1000SX er både større og stærkere end den almindelige Z1000. Maskinen er ny helt fra bunden og det ses blandt andet på stellet, der har klare referencer til den berømte fætter i supersport-klassen, ZX-10R Ninja.
Stellet er bygget i aluminium, og det har været en medvirkende faktor i forhold til de forbedrede køreegenskaber. Og med 138 potente hestekræfter er der masser af kræfter til at sende de små 220 kilo motorcykel på langfart.
- På trods af de mange kræfter er den nye Z1000SX utrolig let at køre – både med og uden tasker. Den har fantastiske køreegenskaber, et meget solidt bundtræk, og Z1000SX har godt med kraftoverskud til hurtige overhalinger, fortæller Erik Blacha.
Kawasaki Z1000SX leveres med ABS, og koster i standardversionen kroner 199.995,-. Hertil kommer eftermontering af det elegante taske toursæt til kroner 7995,-.